Tung herre senior A set fra mine øjne.
Opvarming går godt, føler mig frisk og stærk og egentligt ikke synderligt nervøs. Jeg når lige at se afslutningen af de lette herres løb på skærmen, hvilket er med til at spændingen nu stiger i maven. Jeg finder mit ergometer ved siden af Sylvesten og Morten Ølgaard. Nu er det bare at få indstillet dragfactor og ellers spændt sig godt fast, for om lidt går det løs.
Attention – go! Og løbet er i gang. 1.18 når jeg lige ned i og hører samtidigt stævnespeakeren sige at Jesper Lindemann trykker 1.12. Tak skæbne tænker jeg, men begynder alligevel at finde mit banetempo og tryk. Efter 500 m siger min træner John bag mig, at jeg er foran. Jeg er overrasket, for jeg synes ikke jeg har lagt specielt hårdt ud. Jeg er stadig forholdsvis frisk og fortsætter med at trykke 1.30. jeg passerer 1000 m som den første stadig og har rykket yderligere væk fra Sylvesten. John siger jeg er 10 m foran ham. Dejligt!! Jeg holder stadig 1.30 og det går ok, dog er mine ben begyndt at beklage sig, men jeg prøver at ignorere det. 1500 m mærket rammes og jeg er maks presset – jeg ved at Sylvesten er kommet tættere på men sanser ellers ikke rigtigt noget mere. Er dog klar over at jeg har roet hurtigt – hurtigere end jeg nogensinde før har gjort og at jeg har mulighed for at komme under 6 min. Nu fornemmer jeg at Sylvesten er gået forbi men det eneste jeg kæmper for er at kunne skrive 5.xx,xx. De sidste 200 meter kan jeg ikke længere styre kroppen. Jeg kan se at mit gennemsnit stadig er 1.29,9 og forsøger alt hvad jeg har lært men lige meget er det. Endelig er jeg i mål men uret stopper på 6.00,2 minutter. ØV!!
Godt nok var det personlig rekord med 1,1 sekund, men for dælen da det er træls (for at sige det på godt jysk) at være så tæt på. Yderligere fik jeg det ret skidt efterfølgende og var knapt i stand til at modtage min medalje. På det tidspunkt er det ikke til at forstå at man gør sådan noget helt frivilligt.
/Thomas