Så lykkedes det!

I går fik vi at vide, at det er os, der nu udgør letvægtsfireren. Fransson har besluttet, at det fortsat er os fire, der skal forsøge at kvalificere båden til OL. Bagsværd Roklub har dermed to mand med på den “nye” Guldfirer. At vi ikke helt lever op til kælenavnet endnu må vi se at få gjort noget ved.
Selvom det længe har været os, der har udgjort fireren, så er det dejligt at have fået endelig sikring for, at man sidder på båden.
Vi arbejder videre frem mod Luzern og håber på at vi har fat i det rigtige.

/Mads

Fokus på teknik

Siden vi er kommet hjem fra den første world cup, har den stået på koncentreret træning med stor fokus på teknikken. Det har nemlig virket som om at vi sagtens har kunnet generere fart i båden og holde den lige indtil vi rammer noget uroligt vand og vi derved mister balancen. Nå man rammer en bølge og båden derfor vælter lidt, skal det ikke gå ud over flere tag en selve taget hvor man rammer på. Vi har desværre haft en tendens til at gå i svingninger så snart den ene side rammer på vandet. Båden bliver derefter væltet over i den anden side og så tilbage igen og der kan godt gå 5-6 tag før vi er ordentligt i gang igen.
Med det felt af onde, blodsugende roere der ligger klar til start i en World Cup, er fejl som disse noget man bliver straffet for prompte. Derfor var beslutningen at vi skulle få forbedret dette i de her mellemliggende tre uger mellem World Cuppene.

De sidste par dage har det virket som om der er sket noget ret positivt på den front. Følelsen i båden er rigtig god og vi producerer højere fart end vi hidtil har kunnet, så det virker ret lovende til den kommende weekend i Amsterdam. Der er 17 tilmeldte både – lidt færre end i Linz men stadig et pænt antal. De modbydelige englændere som vandt sidst (og desuden de forgående 27 løb) kommer ikke til start denne gang, hvilket jo betyder at løbet er lidt mere åbent.

/Thomas

Sommer og varme bringer gode nyheder.

Der sker heldigvis lidt mere i vores liv, end bare roning. Indrømmet, det fylder rigtig meget af vores tid. Men idag vil jeg berette om en anden og meget større ting, der er sket i mit liv. I dag har Jannie, min kone og jeg været til første scanning af vores lille barn. Vi har vidst det i nogen tid, men i dag blev det sikkert og vist da den lille tonede frem der på skærmen. Hvis alt går vel skal vi være forældre til december.
Jeg er blevet verdensmester tre gange og forhåbentlig ligger der flere store rooplevelser forude, men det vil aldrig komme til at slå følelsen af at sidde der og se det lille barn – se hjertet slå med 100 km/t og vide at om ikke så mange måneder skal man være forældre til det – det er til dato den bedste følelse.

/Mads

Tætte løb ved World Cup

Her er en lille update om hvad der er sket i min roverden siden sidst.
Efter Essen Regatta var det meningen at vi skulle hjem og finetune nogle ting som vi erfarede til denne regatta. Dette skulle gøre at vi lige fik løftet vores niveau et hak op inden World Cup’en i  Østrig.
Uheldigvis lægger Morten sig syg dagen efter vi er kommet hjem og træningen består derrfor af ergometer og toer i stedet. Til Københavns Regattaen, hvor vi skulle have haft et par testløb, måtte Anders og jeg ro toer i stedet. Dette gik ok, idet vi vandt foran 5 andre toere, men gav ikke helt det til fireren som hvis vi havde roet i fireren.

Morten blev rask tre dage før vi tog afsted til Østrig, så forberedelserne var ikke ligefrem optimale.
World Cup’en blev en oplevelse, hvor vi i princippet var tilfredse med vores egen præstation, men alligevel skuffede over at det ikke rakte til mere end en 14. plads ud af 24. Vi kunne dog konstatere at der er mange både inden for få sekunder. Så med en lille forbedring, ville vi have befundet os i toppen af b-finalen i stedet. Som det ser ud nu skal vi forbedre os ca. 4 sekunder for at komme i A-finalen.

Nu er alle rakse og vi træner på livet løs for at gøre det bedre til næste gang i Amsterdam og nogle uger.

/Thomas

Farten er kommet igen.

Den 1. World Cup gav jo ikke helt den placering, vi gikefter. En 8. plads er ikke godt nok, men når man tænker på, at der var 3 sek op til medaljerne så føles det ikke så slemt. Vi har sat os ned og fundet ud af hvad det var, der gav den gode fart i Odense og det er så det vi fokuserer på frem mod 2. World  Cup om 3 uger. Det kan mærkes i kroppen for det vi skal være bedre til er at trykke hårdt gennem hele taget og det tager på kræfterne. Selvom det er hårdt, så er det dejligt, at mærke at vi igen har fat i det rigtige.
Guldfireren består ikke af to dobbeltscullere – det skal vi nok få sat på plads i Amsterdam.

/Mads